fbpx

Morten M. Bang er multi-investor & underviser i Morten Bang Invest, en investerings- og rådgivningsvirksomhed. Virksomheden har særlige kompetencer i at investere i udlejningsejendomme til private og konsulentarbejde inden for virksomhedsdrift.

Han har erhvervede i løbet af sin ejendomsinvesteringskarriere mere end 30 ejendomme siden 2011.

Herudover hjælper & inspirerer Morten, folk til at blive bedre investorer, og genopdage deres drømme, gennem hans mange foredrag og workshops.

Morten Bangs historie:

Morten Bang er en dedikeret aktie- og ejendomsinvestor. Derudover har Morten en stor passion for at gøre økonomi spændende og tilgængeligt for flere! Det gør han via sine mange foredrag, kurser, sit konsulentarbejde og sin undervisning på UCL Erhvervsakademi & Professionshøjskole i Odense.

Starten på det hele - og mit første job

Min interesse for økonomi har været gennemgående i mit liv og startede helt typisk med at lege købmand som barn. 

I 2003 startede jeg i mit første job, som reklamebud. De penge jeg tjente blev bl.a. brugt til at abonnere på Børsen og købe min første bog på Amazon. Det var også den første bog jeg frivilligt (i skolen er alt jo ikke frivilligt), læste på engelsk, nemlig ‘The Art of the Deal’ af Donald Trump.

Den "store" jackpot

I 2005, i en alder af 15, havde jeg læst Børsen i to år og sparet ca. 10.000 kr. op på mit fritidsjob og besluttede mig for at investere i aktier. Men fordi jeg var under 18, skulle jeg have lov af min mor først. Min mor, Lene, var ikke lige så begejstret som jeg var, og endte med at give mig lov til at investere 1.650 kr. 

Dermed var de første aktier købt, og allerede et år senere solgte jeg dem for ca. 8.700 kr. 

“Ærgerligt han ikke fik lov til at investere mere.” – Lene, Mortens mor.

Efter den succesoplevelse kunne jeg gå på vandet! Det troede jeg i al fald – som det ofte sker når man er heldig, og forveksler det med dygtighed. I de efterfølgende to år købte og solgte jeg derfor aktier i stor stil. Man kunne næsten kalde mig daytrader. Resultaterne var acceptable, dog ikke imponerende. I 2007 startede finanskrisen, og jeg tabte lidt på aktierne, ligesom resten af markedet. Heldigvis undgik jeg de helt store tab!

Året efter blev jeg 18 – og når en dreng fra Nordfyn bliver 18, betyder det, at han skal have en bil! Jeg solgte alle mine aktier, og de blev brugt til udbetalingen til min nye cabriolet.

Bundet af dyre vaner

Året efter blev aktiekurserne ved med at falde, og jeg fik mere og mere lyst til at købe aktier, men pengene var der ikke, de lå jo bl.a. i min halvdyre nye bil.

Jeg havde en følelse af at være fodboldspiller der havde brækket benet, og derfor ikke kunne spille fodbold. Jeg kunne ikke forfølge min passion. Så jeg begyndte at bruge en masse tid på at undersøge alle handlerne fra de foregående år og læste en del bøger om investering. Her lærte jeg at det gik bedst med de investeringer jeg selv undersøgte, istedet for at lytte ukritisk til andre investorer, analytikere eller debatfora på internettet. 

De bøger jeg læste, ledte mig hen til at strategien, value-investering, passede mig bedst, historisk set havde den også givet det bedste afkast. Så da jeg begyndte at købe aktier igen, blev det med value-investeringsstrategien, som jeg stadig bruger den dag i dag.

Hvornår begyndte jeg at købe aktier igen?

Det gjorde jeg i april 2009, kort tid efter aktiemarkedet havde ramt bunden. Måneden før skete der nogle mindre spændende omstændigheder i marts 2009, hvilket gjorde, jeg kunne investere igen.

Jeg var ude for en bilulykke, hvor bilen blev totalskadet. Jeg slap forholdsvist uskadt, selvom bilen rullede rundt på hovedet, og kalechen var nede. Det var et imponerende held at jeg overlevede, og selvom jeg ikke er meget til overtro – så kan jeg da ikke undgå at tænke, at en skytsengel holdt hånden over mig! Jeg slap med en hjernerystelse og et ar på min højre pegefinger.

Denne oplevelse ændrede mit liv på mange måder. Da jeg vågnede i ambulancen på vej til hospitalet, gik det op for mig, at jeg havde brugt for meget tid på at være irriteret over småting, og havde spildt alt for meget energi på , at spekulere på hvad andre tænkte. Førhen prøvede jeg at leve op til andres forventninger, men fra den dag, gik jeg mest op i, hvordan jeg selv havde det. Jeg behøvede ikke længere imponere andre. 

Det bedste eksempel er, at jeg gik fra at køre i en ny smart cabriolet, til en 17 år gammel lyserød (tidligere rød) Volvo 850. Ingen andre syntes den var fed, men jeg synes den var fantastisk med sin 5-cylindrede motor, og en masse udstyr. Fra den dag, fulgte jeg value-investering som en livsfilosofi – og jeg kører stadig i Volvo, selvom det er den tredje. Dog kongeblå, men stadig 12 år gammel.

Fokus og forbedring

Min strategi blev gennem årene mere gennemarbejdet og udviklet mere og mere. Den har bestemt ikke været perfekt hele vejen. Men én ting har holdt hele vejen igennem… et fokus på at spare op og investere de opsparede midler!

Kort tid efter denne oplevelse opstillede jeg en regel om, at minimum 50% af min indkomst efter skat skulle spares op og investeres. Først i aktier, senere kom ejendommene til. I dag sparer jeg over 80% af min indkomst op.

Afkast

I 2010 blev jeg 20 år – og havde investeret ud fra min nye value-strategi i et års tid. Det gav et afkast på 36% i 2009. Men når man vurderede mine værdier op imod min gæld, var jeg god for 0 kr. Jeg havde nemlig både gæld og samtidigt opsparing i aktier.

De næste par år investede jeg – og gør det fortsat – i aktier, og har i gennemsnit, over årene, fået ca. 22% i afkast per år. Dog med store udsving. Lige fra -20% til +93% og det har hele vejen været med en spredt portefølje af aktier.

I begyndelsen var jeg en hardcore value-investor med et rent fokus på prisen og mindre fokus på kvaliteten i selskaberne. Men med tiden er jeg blevet mere og mere fokuseret på at investere i selskaber med en god ledelse, sund økonomi, god strategi og produkter jeg langsigtet tror på. Dog stadigvæk til en fair pris!

Ejendomsinvestering

Min første lejlighed købte jeg i Odense i 2011. Det var en 3-værelses lejlighed til 780.000 kr. og det siger sig selv at det har været en god investering. Men var det så ikke bare rent held at jeg ramte bunden af ejendomsmarkedet? Hmm… Både og – jeg vil ikke sige at det er fordi jeg havde en særlig viden eller intellekt. Men at jeg havde modet til at købe på et tidspunkt, hvor andre ikke turde.

"When everyone zigs, you zag."

Alexa Von Tobel

Folk syntes jeg var vanvittig – for ejendommene faldt og faldt jo bare i pris! 2 ½ år senere købte jeg min 2. lejlighed, og så begyndte snebolden at rulle. Et år senere købte jeg nr. 3, og siden er hastigheden vokset og vokset. I dag nærmer jeg mig de 30 lejligheder.

En passion opstod

Undervejs fandt jeg ud af at det at skabe en interesse og en gnist blandt andre omkring investering og økonomisk uafhængighed var en af mine store passioner! Derfor prøver jeg i dag at udbrede interessen for investering generelt, og særligt indenfor aktier og ejendomme. Det startede især, da jeg i 2015 holdt mit første foredrag om aktie-investering og det er med tiden vokset til nærmere 50 foredrag om året.

Det er fantastisk at se gnisten og engagementet i de mange deltageres øjne – og det er inspirerende at møde så mange dedikerede mennesker – om de er nybegyndere eller investeringseksperter.

I fremtiden vil jeg også formidle min passion for økonomisk uafhængighed og investering gennem mine nye projekter: En podcast og en bog.

Tilmeld dig Investorbrevet for eksklusivt indhold

Luk menu