Historien om pensionen – del 2

Læs del 1 her.

Efter lange forhandlinger, kom de fire store partier frem til et pensionsforlig, som kom til at hedde ”Lov om ændring i lov om folkeforsikring”, og så i dag går under navnet ”folkepensionen”, som trådte i kraft d. 1. april 1957. Da den trådte i kraft, gav den enlige kvinder over 62 og andre borgere over 67 år, mulighed for at forlade arbejdsmarkedet. Dog skulle man være danskstatsborger og bo­siddende i Danmark.

I 1957, kunne ægtepar modtage 1020 kr. og 684 kr. årligt for enlige personer. Folkepensionen adskilte sig fra aldersrenteordningen, at den nu blev bestemt ud fra alder og ikke de tidligere værdig­hedskrav. Dog gjaldt tvangselementet stadig, da mindste beløbet af folkepensionen kun udgjorde ¼ af den fulde folkepension, som man var berettiget til hvis man ikke havde nogen anden indtægt. Vedtagelsen af folkepensionen kan ses som en historiske milepæl, da det var en af Danmarks første velfærdsydelser.

Folkepensionen gennemgik en række reformer i tidsperioden 1956-1970, som primært gjorde at fol­kepensionen mindste beløb blev hævet, i 1970 endte beløbet på det maximale for folkepensionen, som vil sige at alle fik den samme ydelse, samtidig gik folkepensionen over til at kun at være en skattefinansieret ydelse. Trods at alle nu kunne få folkepension, var der mange der stadig gerne vil have et større beløb udbetalt, så der opstod en masse supplerende pensionsordninger, det var f.eks. private pensionsopsparing, tjenestemandspensioner og Arbejdsmarkedets Tillægspension, samtidige var der stadig en række offentlige tillægspension, som var tiltænkt en bestem gruppe i samfundet, såsom enker eller folk med lave indkomster og der var indkomstafhængige som medicin-, varme- og bolighjælp.

Trods folkepensionens grundbeløb var blevet hævet siden vedtagelsen i 1956, var der stadig stor økonomisk forskel på borgernes pensionistliv. I den ene ende af samfundet var der de borgere, der havde en god tjenestemandpension eller selv havde råd til at tegne en privatpension ved siden af folkepensionen, mens man i den anden ende af samfundet havde den store befolkningsgruppe af bor­gere, der ville gå markant ned i indtægter.    

I 1978 blev den lille pensionsreform vedtaget, som gjorde at der var lighed for alle pensionisterne. Den socialdemokratiske regering havde et ønske om at folkepensionsgrundbeløb blev ens for alle. For at folkepensionsgrundbeløb kunne blive ens for alle borgere, skulle pengene tages fra de bedst bemidlede pensionister, dette kom ikke til at ske, da mange af de store partier var mod forslaget. Derimod blev der indgået et kompromis omkring at grundbeløbet blev ens for alle og blev hævet en smule. Finansieringen til de nye tiltag kom fra besparelser på pensionstillæggene. I forlængelse af de nye tiltag, valgte politikerne at udligne den økonomiske forskel der var mellem enlige og gifte pen­sionister.

Den nye reform gjorde det mulig for pensionister at få boligydelse. Den socialdemokratiske regering havde et ønske om at give en hjælpende hånd til pensionister i lejeboliger frem for dem med egen bolig. Boligydelsen gjorde at pensionister højst skulle betale 15% af husstandsindkomst i husleje. Hvilket betød at reformen kom til at koste næsten 1. mia. kr., men gav folkepensionisterne flere penge mellem hænderne, men reformen formål med at udligne den sociale ulighed, lykkes ikke.

I oktober 1982 blev der indført en indtægtsregulering af folkepensionen grundbeløb af den første borgerlige regering. Dog var det kun for borgere mellem 67-69-årige, og kun hvis deres indtægt stam­mede fra deres tidligere arbejde. Der var stort flertal i folketinget, dog berørte det kun en lille gruppe af folkepensionisterne. Reformen blev historisk interessant, da det var den første reform, siden 1970, som gjorde at det ikke var alle danskere der havde ret til den fulde folkepensions grundbeløb. I maj 1983 blev politikerne enige om at enlige kvinder skulle have samme pensionsalder, som alle andre og i forbindelse med dette vedtag, fjernede politikerne også de goder rent pensionsmæssigt for enker. Med disse nye regler, kunne man se det som et udtrykt for at synet på kvindens rolle, blev ændret fra at kvinden gik hjemme med børnene og at manden havde ansvaret for at forsørge familien. I 1984 var erhvervsfrekvens for kvinder kommet op på 75% og dermed var det blevet normen at kvinderne var en fast del af arbejdsmarkedet, hvilket var derfor at politikerne anså det som ikke længere en nødven­dighed at have forskellige pensionsregler for kvinder og mænd.

Juni 1993 vedtog den socialdemokratiske regering en omfattende skatte- og arbejdsmarkedsreform. Som gjorde at folkepensionen blev ”bruttoficeret” som vil sige at ydelserne som har været skattefrie eller delvist skattefrie, blev forhøjet og gjort skattepligtige, men skulle nu gå til at forhøje pensions­tillæggene – altså disse var målrettet de dårligste stillede pensionister.

I 1999 kom efterlønsreformen, blev alderskriteriet for folkepension ændret til 65 år, fra 67 år, dog kun gældende personer, der er født efter 1939. Der var intet krav om køn eller civilstand.

Juni 2006 blev der indgået et såkaldt Velfærdsforlig. Dette forlig, medgjorde at folkepensionsalderen skulle stige, i takt med at gennemsnitsleve alderen steg. Reformen blev vedtaget, da man ville sikre velfærdsstatens økonomiske fremtid. Det var ikke alle partier, der var enige i dette forlig, da de mente at det ville ramme socialt skævt. Politikerne er stadig ikke enige om løsningen, men snakker om en seniorpensionsordning.