Historien om pensionen – Del 1

Det danske pensionssystem stammer helt tilbage fra anden halvdel af 1800-tallet,
dog er det ikke det pensionssystem vi kender den dag i dag, da den endelige
udformning af pensionssystemet blev grund­lagt i slutningen af 1980’erne.

1891-
1948: Offentlig pensionsydelser før folkepensionens indførelse

Den første lov omkring offentlige ydelser blev
vedtaget i 1891. Da loven blev indført, blev det gjort muligt for folk over 60
år, som havde indfødsret og havde bopæl i Danmark, til at søge støtte til
resten af livet. Støtten blev kaldet alderdomsunderstøttelse, som var en
beskeden støtte. I 1891 var det ikke alle som kunne få alderdomsunderstøttelse,
man skulle leve op til nogle værdighedskriterier, som betød at vedkommende ikke
selv skulle have været skyld i sin økonomiske situation, ikke have mod­taget
fattigmandshjælp de sidste 10 år, samtidige skulle man være ustraffet. Hvis man
så opfyldte disse krav, var det op til myndighederne at vurdere om ansøgeren
havde behov for understøttelsen.

I 1922 blev alderdomsunderstøttelsen ændret til
aldersrenten af Rigsdagen. Det var ikke kun navnet der blev ændret, men også
kravene for at få understøttelsen. Det blev tidligere kaldet skønsprincip og
blev i stedet til et retsprincip, som betød at alle der levede op til
værdighedskravene og hvis deres indtægter og formue var under en vis grænse, så
havde de ret til understøttelse og myndighederne skulle nu ikke ind og vurdere
hver enkelt ansøger. Alle ansøgere fik ikke samme beløb, aldersrenten blev
regnet ud fra et skalaprincip, som ville sige at alle ansøgernes indtægter og
formuer blev afgø­rende for hvor stort et beløb de havde ret til at modtage.
Det var dog ikke kun indtægter og formuer, der blev afgørende for hvad folk
kunne modtage i aldersrente, beløbet var nemlig større i byerne end det var på
landet. I forbindelse med ændringen af navnet og reglerne omkring udbetalingen,
blev aldersgrænsen også ændret fra 60 år til 65 år, dog kunne det stadig lade
sig gøre at gå på pension før de 65 år. Denne her understøttelse adskilte sig
fra andre understøttelser, nemlig ved at den ikke var karak­teriseret som
fattighjælp og at modtageren ville beholde sin stemmeret.

Kort efter indførelsen af aldersrenten, ønskede
Socialdemokratiet at ændre aldersrenten til en mere universel
aldersunderstøttelse, som skulle være gældende for alle ældre danskere. De
ønskede den ændret, da aldersrenten blev anset som almisse eller fattighjælp og
derfor var der ikke mange som havde lyst til at modtage det, om end de måtte
have brug for det. Aldersrentens beløb blev også dis­kuteret flere gange og
ydelsen blev hævet.

1956 blev året hvor folkepensionen skulle
vedtages af den socialdemokratiske socialminister Johan Strøm. Inden
folkepensionen blev endelig vedtaget, skulle kommissionen undersøge, hvilke
konse­kvenser det ville have at erstatte aldersrenten med den nye ordring, som
skulle dække hele befolknin­gen. Dette vil sige at modtagene af folkepensionen,
selv skulle indbetale til pensionen over skat. Forsikringsordningen kunne både
være tvungen og frivillig.

Kommissionen var 8 år om at udarbejde deres
endelige løsningsforslag. Folketinget var tvunget til at fremlægge de
forskellige løsninger. Det var ikke alle partier, der var enige om hvilken
løsning, der skulle vedtages. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var
tilhængere af en form for universel skattefinansieret pensionsordning, dog var
Venstre og Det Konservative Folkeparti mere skeptiske, da de frygtede de
økonomiske omkostninger ved denne form for universel ordning og flere af med­lemmerne
mente at det hellere skulle være en form for frivillig forsikringsordning. Ved
Folketings­valget i april 1953, vandt Socialdemokratiet på baggrund af deres
valgløfte med ensartet folkepension til alle uanset indtægter.

Den næste artikel, kommer til at handle om vedtagelsen af folkepensionen og hvordan den har udvik­let sig, til den folkepension vi kender i dag.

Læs del 2 her.